Konfirmation

Konfirmation

Da du blev døbt, blev korset tegnet for dit ansigt og dit bryst og det blev sagt at du tilhører Gud. Men det forstod du jo ikke noget af.

Ved konfirmationen bekræftes det, der blev sagt i dåben. (Konfirmation betyder netop bekræftelse.) Igen får du at vide, at du tilhører Gud.

Man kan godt blive konfirmeret, selv om man ikke kan finde ud af alt det med Gud og er i tvivl om Gud. - Et barn tilhører jo også sine forældre, selv om det ikke forstår dem eller kan tvivle på dem.

Konfirmationen handler mest om, at Gud gerne vil have med os at gøre, også selv om vi er i tvivl om ham.

Konfirmationsforberedelse

Konfirmationsforberedelse i Frederikshavn Sogn foregår en morgen om ugen kl. 8.00-9.30 i sognehuset ved siden af kirken. Du vil få brev via skolen om, hvornår konfirmationsforberedelsen begynder og hvordan du bliver tilmeldt.

I konfirmationsundervisningen lærer du om Gud, Jesus, gudstjenesten og de store ting i livet, som kristendommen taler om. Vi taler om godhed, ansvar for hinanden, ondskab, tilgivelse, frygt, håb, død, sorg, glæde og håb.

Ud over konfirmationsforberedelsen skal du deltage i mindst 10 gudstjenester op til din konfirmation.

Sådan foregår konfirmationen

Ved konfirmationer går præsten og konfirmanderne ind i kirken sammen. Og du får din særlige plads. Konfirmationen begynder som en almindelig gudstjeneste med indgangsbøn, salme og læsning fra Bibelen og en prædiken.

Selve konfirmationen foregår ved alteret. Her holder præsten tale til konfirmanderne. Og I siger trosbekendelsen sammen. Konfirmanderne knæler. Præsten siger hver enkelt konfirmands navn og et bibelvers, og konfirmanden bliver velsignet. Når alle er blevet konfirmeret, slutter konfirmanderne med at bede fadervor sammen.

 

 

Konfirmationsdatoer for 2019

Frydenstrandskolen i Frederikshavn Kirke:

27. april: 7b  kl. 9.00 v/ sognepræst Janet Ligaard

27. april: 7s  kl. 11.00 (Strukturkl.) v/ sognepræst Inger D. Borré

 

28. april: 7d  kl. 9.00 v/ sognepræst Marianne Bach

28. april: 7a  kl. 11.00 v/ sognepræst Inger D. Borré

 

Nordstjerneskolen i Abildgård kirke:

12. maj: 7g  kl. 9.00 v/sognepræst Janet Ligaard